Hvilke metoder bruger Tilsted Com, når kunderne skal have den størst mulige PR-effekt i de danske aviser?
Det har journalist Sanne Opstrup Wedel sat sig for at undersøge som led i sit speciale på cand.public-uddannelsen på Aarhus Universitet, hvor hun ved siden af sit arbejde som redaktør for Jyllands-Postens specialmagasiner er ved at afslutte en kandidatgrad i journalistik. Idéen har hun fået fra en britisk undersøgelse, der viser, at en meget høj del af historierne i britiske kvalitetsaviser og -tv – op imod 88 procent – indeholder PR.
Gennem en indledende pilotundersøgelse har Sanne Opstrup Wedel fundet tegn på, at det ser ud til, at også danske kvalitetsaviser i høj grad er afhængige af/anvender PR. Hendes speciale skal have interviews med afsendersiden som sin primære metode, ”fordi bureauer og kommunikationsfolk kan redegøre for arbejdsmetoder og PR-former, som det ikke ville være muligt at få kendskab til ved kun at se på medieoutput eller tale med journalister. Interviews med afsendersiden kan med andre ord give et unikt indblik i de strategier og arbejdsmetoder, der bliver benyttet til at præge dag-til-dag journalistikken – og desuden ikke mindst vise, at det ikke kun er i København, at der sidder dygtige mennesker inden for det her felt”, forklarer hun til Tilsted Com. |
Journalist Sanne Opstrup Wedel.
|

