Det er absurd, hvis et velfærdssamfund vil tillade, at en hel landsdel bliver ladt sundhedspolitisk i stikken.
Det mener Tilsted Com´s multimediedesigner-studerende Malene Mikaelsen. Derfor vil hun forsøge at få borgerne i det nordvestjyske område til at sætte handling bag deres voldsomme utilfredshed med, at Regionshospitalet i Herning – og ikke i Holstebro – får den livsvigtige akutfunktion.
I sin hovedopgave sætter hun fokus på sygehus-situationen i Nordvestjylland. Hun er i gang med at lave undersøgelser hos borgere og beslutningstagere, og de skal danne grundlag for opgavens videre forløb.
– Hvis borgerne er så utrygge, som jeg tror, vil jeg skabe en hjemmeside, hvor folk kan komme med forslag og idéer til aktiviteter, der forhåbentlig kan være med til at ændre politikernes syn på sygehus-placeringen, siger Malene Mikaelsen, der er fra Asp ved Holstebro.
– Internettet er fremtidens debatforum. Allerede nu er den især den unge generations foretrukne informations-database på grund af nettets hurtighed og målrettethed, siger hun.
Hun synes i øvrigt, at Tilsted Com´s hjemmeside www.livet-i-nordvest.dk er en nyskabende kommunikations-platform, men i hendes øjne er den rettet for meget mod beslutningstagere og for lidt mod handlekraftige borgere. | ![]() |
