Det er en fantastisk mulighed for de studerende, at de under uddannelsen kan komme i praktik hos virksomheder under fremmede himmelstrøg.
Det fastslår praktikpladskonsulent Peder Spreckelsen fra Tech College Aalborg, og han er ikke i tvivl om, at f.eks. Peter Hønborg Hansen har fået værdifulde kompetencer ud af sit syv måneder lange praktikophold i Thailand.
– Det er ikke så almindeligt endnu, at studerende er i praktik i udlandet. Her i Aalborg har vi mellem én og tre it-supporter- og datateknikerelever om året, som er udenlands, men vi vil gerne have flere til at benytte muligheden. Det er meget specielt, og det giver SÅ meget fagligt og menneskeligt. Samtidig får de studerende nogle meget vigtige kompetencer til den resterende elevtid, siger Peder Spreckelsen.
På Tech College Aalborg opfordrer man de studerende til at benytte muligheden for udlandspraktik, men da Tech College Aalborg har et begrænset netværk at trække på, er det meget op til de studerende selv at have eller søge nogle kontakter.
Et attraktivt argument for udlandspraktik er ifølge Peder Spreckelsen også den økonomiske side af sagen. Under praktikken får eleverne løn af den virksomhed, de arbejder hos, men når de skal på skoleophold i Danmark, får de både rejserne og deres løn betalt af den danske stat. | Praktikpladskonsulent Peder Spreckelsen fra Tech College Aalborg.
|

